Et behandlingsforløb består typisk af 3-5 konsultationer og i nogle tilfælde flere.
Hvis du ikke har de store helbredsudfordringer, men primært kommer for et forebyggende helbredstjek, fx i forbindelse med en DNA test eller en mikrobiota test, kan en enkelt konsultation være nok.
Rikkeliva arbejder med at finde årsagssammenhænge bag symptomerne, ud fra principperne indenfor bioindividuel ernæring og functional medicine.
Et behandlingsforløb hos Rikkeliva tilpasses altid den enkeltes behov, men ser ofte således ud:
- Første konsultation, hvor anamnesen (spørgeskemaet) gennemgås. Rikkeliva stiller uddybende spørgsmål til symptomerne og spørger ind til tidligere sygdomme/symptomer samt til sygdomstendenser i familien. Rikkeliva kommer med anbefalinger til kost, kosttilskud samt hvilke laboratorietests, der er relevante. Rikkeliva udarbejder en foreløbig behandlingsplan skriftligt, som modtages på mail 3-5 hverdage efter konsultationen.
- Anden konsultation er en opfølgende konsultation eller en konsultation med gennemgang af laboratorietests. Den ligger typisk 4-6 uger efter første konsultation. Behandlingsplanen tilrettes ud fra klientens udvikling og nuværende symptomer. Her gennemgås også evt. laboratorietests og disse analyseres og sammenholdes med klientens symptomer. Den reviderede behandlingsplan sendes til klienten.
- Tredje konsultation ligger typisk 6-8 uger efter anden konsultation. Her vurderes udviklingen igen og behandlingsplanen tilrettes. Ved større helbredsproblematikker, er der ofte involveret flere steps i behandlingen, og ved tredje konsultation kan man typisk begynde på næste step i planen og gå et lag dybere i behandlingen evt. med nye laboratorietests.
- De næste konsultationer tilrettelægges individuelt efter klientens behov. Nogle har brug for et længere forløb på 8-12 konsultationer, mens andre kan nøjes med 3-5 konsultationer. Det kommer an på helbredsproblematikkerne og den enkeltes ønsker. Nogle har brug for en konsultation ofte (fx hver måned), mens andre har det fint med en konsultation med 3-4 måneders mellemrum.
Det er vigtigt at vide, at din indsats i behandlingen er alfa og omega. Jo mere motiveret du er, jo bedre resultater. Derfor bruger Rikkeliva også meget tid på at undervise dig i de biokemiske og fysiologiske årsager, der ligger til grund for anbefalingerne. Det er vigtigt, at du ved hvorfor du følger de enkelte anbefalinger. Vi bruger også tid på at snakke om motivation og hvordan de praktiske udfordringer i dagligdagen kan løses.
Du må også påregne en udgift til kosttilskud og evt. øget udgift til mad udover udgiften til konsultationerne samt evt. laboratorietests.